Carlo Holse er tæt på at fortsætte karrieren i amerikansk fodbold.
St. Louis City er ifølge The Athletic nået til enighed med Samsunspor om en handel for den 27-årige dansker.
Transfersummen lyder på omkring seks millioner dollar, svarende til cirka 39 millioner kroner.
Holse bliver såkaldt Designated Player i MLS-klubben. Det betyder, at St. Louis kan betale ham en løn, der ligger over ligaens normale lønloft.
Danskeren har spillet for Samsunspor siden 2023 og har været en markant profil i den tyrkiske klub. I den seneste sæson leverede han otte mål og fire assists i Süper Lig.
Han spillede også en vigtig rolle i klubbens vej til ottendedelsfinalen i Conference League, hvor han stod for to mål og fem assists i ti kampe.
Holse begyndte karrieren i FC København og slog senere igennem i Rosenborg, inden turen gik til Tyrkiet.
Han står noteret for én A-landskamp for Danmark og skal efter planen være en af de bærende offensive spillere i St. Louis sammen med Marcel Hartel.






























