Miraklet lurer: Wrexham kan dufte Championship
Wrexham har, i manges optik, været en af de helt store fodboldeventyr i moderne tid. Noget, som i senere år er sat spørgsmålstegn ved, grundet deres ejerskab og den økonomiske fordel de dermed har haft i de lavere ligaer.
Man kan bare ikke tage det fra dem, at gå fra National League til Championship på 3 sæsoner er noget imponerende - Luton, der sidste år var i Premier League, skulle selv bruge 6 sæsoner på at komme op i den anden bedste engelske række.
På baggrund af Wycombe Wanderers' nederlag tidligere idag mod Leyton Orient, kan Wrexham sikre oprykning mod Charlton senere i aften. Kampstart er 18:30, og de amerikanske kendisser samt spillere som den tidligere PL-mand James McClean og stjerneangriberen Paul Mullin vil håbe, at de kan gøre løjerne færdige.
Foruden Wrexham er Birmingham allerede sikret oprykning til Championship - en direkte retur efter nedrykning sidste sæson.