Lionel Messi gentog lørdag aften, på La Romareda, kunststykket fra i onsdags. Inden pausen bragte han Barcelona foran på et kontramål, hvor David Villa leverede oplægget, og i anden halvleg øgede han til slutresultatet 2-0, efter Zaragoza i tre forsøg ikke havde fået bolden ud af egen forsvarszone.
Inden Messis andet mål var hjemmeholdet blevet reduceret til ti mand, efter Leonardo Ponzio havde langet ud efter Dani Alves, og var blevet sendt i bad. Det gav Barcelona endnu lettere spil, i en kamp der lignede en meget stille dag på kontoret for catalanerne.
Med sejren overtager Barcelona førstepladsen i La Liga. I alt fald indtil Real Madrids kamp mod Racing Santander bliver fløjtet af senere i aften.






























