Merino: Vi er her for at vinde Champions League
Arsenal sprudlede mod PSV i det første opgør i Champions League-ottendedelsfinalen, der endte med en sejr på 7-1. Dermed skal der gå rigtig meget galt i returkampen, hvis det ikke skal lykkes Arsenal at kvalificere sig til kvartfinalen, hvor enten Real Madrid eller Atlético Madrid venter.
Ikke nok med at Arsenal vandt stort, så blev de også det første hold til at score syv mål på udebane i en Champions League-knockoutkamp. Der er derfor god grund til, at Mikel Merino tror på, at Arsenal kan vinde Champions League.
“Jeg tænker, at når du starter en turnering som denne, hvis du ikke tror på, at du kan vinde den, så er det bedre ikke at deltage,” siger han i et interview efter kampen ifølge The Standard og fortsætter:
“Vi er her for at vinde, for at vinde hver eneste kamp, og hvis vi gør det, vi ved, vi kan, så tror jeg, at vi til sidst vil være tæt på at vinde det hele. Men vi skal fokusere meget på det. Vi skal være stolte af i dag, men samtidig tænke på den næste kamp. Den kommer snart, og vi skal vise den samme mentalitet, som vi gjorde i dag.”
Udover at Arsenal blev det første hold til at score syv mål på udebane i en knockoutkamp, blev 17-årige Nwaneri med sin scoring den tredje yngste spiller i Champions Leagues historie til at score i en knockoutkamp. Det er kun tidligere Barcelona- og Stoke-angriber Bojan Krkic og Jude Bellingham, der har formået at gøre det i en yngre alder.
Returopgøret mellem Arsenal og PSV finder sted onsdag d. 12. marts på Emirates Stadium.