De seneste par dage har der været mange skriverier om FC Barcelonas danske forsvarsspiller, Andreas Christensen.
Meldingerne har både lydt på, at FC Barcelona skulle være interesseret i at sælge danskeren, og at Andreas Christensen selv skulle være parat til at forlade den spanske storklub.
Danskeren er blandt andet blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League, hvor Manchester United og Tottenham skulle være interesserede i at skrive kontrakt med den 28-årige dansker.
Men nu er der angiveligt kommet en ny udvikling i transfersagen.
Ifølge det spanske medie Sport skulle Andreas Christensen nemlig ikke være interesseret i at forlade FC Barcelona, da danskeren er meget glad for at være i klubben, og hans familie har fundet sig til rette.
Andreas Christensen har fortsat to år tilbage af sin kontrakt, og skulle altså foretrække, at fortsætte sin karriere i FC Barcelona.
Foreløbigt er den danske forsvarsspiller noteret for 75 kampe for den spanske storklub.