Medie: Arsenal forhandler om Bundesliga-stjerne
Det har længe været en af Englands dårligst bevarede hemmeligheder, at Arsenal er på udkig efter at forstærke truppen med en regulær 9’er, der kan være garant for en masse mål. Det store spørgsmål har nærmere været, hvem der skulle være den nye bomber for The Gunners. Det ser dog nu ud til, at vi nærmer os et svar på det spørgsmål.
I hvert fald har Sky Sport Tyskland nu erfaret, at Arsenal er i konkrete forhandlinger med RB Leipzig om en sommertransfer for deres slovenske stjerneskud Benjamin Sesko.
Der har længe været stor interesse for den 21-årige Sesko, men efter Leipzig skuffede stort i Bundesligaen og dermed ikke kommer til at spille europæisk fodbold næste år, mangler klubben akut indtægter – og det hul i kassen skal et salg af Sesko finansiere. Ifølge Sky Sport vil en handel potentielt løbe op i over 80 millioner euro. Arsenal var også interesseret i Sesko sidste sommer, men siden da er prisen næsten fordoblet.
Den høje slovener har da også haft en fin personlig sæson i Tyskland, hvor han har vist prøver på sit store potentiale. I Bundesligaen er det blevet til 13 mål og 5 assists i 33 kampe.