Markant kritik af Rúben Amorim: Han vil gerne fyres
Manchester United tabte i weekenden 3-1 på hjemmebane i Premier League-opgøret mod Brighton, og den engelske storklub fortsætter dermed holdets dårlige stime under den portugisiske cheftræner, Rúben Amorim.
Siden den 39-årige portugiser tiltrådte som Manchester United-cheftræner har han stået i spidsen for det engelske mandskab i 11 Premier League-kampe, og her er det blot blevet til tre sejre.
Den dårlige stime placerer Manchester United på en aktuel 13.-plads i Premier League-tabellen, og de dårlige resultater har også fået Rúben Amorim til at komme med nogle skarpe udtalelser om det nuværende Manchester United-hold.
I kølvandet på weekendens nederlag til Brighton udtalte United-cheftræneren nemlig, at det nuværende Manchester United-hold muligvis er det værste hold i klubbens historie.
Og netop den udtalelse er ekspert på mediet beIN SPORTS, Richard Keys, slet ikke begejstret for. I Richard Keys’ øjne er udtalelsen endda et udtryk for, at Rúben Amorim gerne vil fyres som Manchester United-cheftræner:
- Hvad i alverden tænkte Rúben Amorim, da han sagde, at hans hold måske er det værste hold i Manchester Uniteds historie? Er han vanvittig?
- Det er derfor, du er der, Rúben. Det er din opgave at rette op på det. Ikke at fortælle os ”jeg har kun én måde at gøre tingene på” og så følge op ved at fortælle hele verden, at dine er spillere er dårlige. De samme spillere, du har brug for til at hjælpe dig ud af det her rod.
- Jeg sagde for et par uger siden, at jeg troede, at han forsøgte at få sig selv fyret. Jeg er endnu mere overbevist nu. Hvis jeg var hans chef, ville jeg ringe til ham i morgen, og opfylde hans ønske om at blive fyret, skriver Richard Keys på sin blog ifølge FootballTransfers.
Rúben Amorim og resten af Manchester United-mandskabet skal forsøge at komme tilbage på sporet, når de torsdag aften tager imod Rangers på hjemmebane i syvende runde af Europa League-ligafasen.