Markant kritik af Kylian Mbappé: Skulle have skiftet til Manchester United
Sommer-transfervinduets største handel var uden tvivl, at Real Madrid langt om længe formåede at skrive kontrakt med den franske superstjerne, Kylian Mbappé.
De to parter havde flirtet i de foregående mange transfervinduer, og derfor var der naturligvis stor tilfredshed i Real Madrid, da det endelig lykkedes at hente Mbappé til klubben.
Den 25-årige offensivspiller har dog ikke fået den bedste start på sin Real Madrid-karriere, da Mbappé har kæmpet med at finde sit topniveau frem, og ikke har fået lov til at spille på sin favoritposition på venstrekanten.
Det har medført, at Kylian Mbappé har modtaget en del kritik for sine præstationer, men nu har franskmanden også fået kritik for noget helt andet. Nemlig beslutningen om overhovedet at skifte til Real Madrid.
Den tidligere direktør for L’Equipe, Cyril Linette, har været ude og kritisere Mbappé for at skifte til en klub som Real Madrid, der allerede var succesfuld og vandt titler inden Mbappés ankomst til klubben.
Cyril Linette mener i stedet, at franskmanden skulle have skiftet til Manchester United, for at forsøge at få den engelske storklub i gang igen:
- Jeg siger ikke, at Kylian Mbappé er på vej til at blive en fiasko, men han kom til en klub, hvor der på hans position er en spiller, der er mindst lige så god som ham. Det giver ingen mening.
- Han kunne for eksempel være taget til England, og forsøgt at få Manchester United i gang igen. Der kunne han have spillet på sin favoritposition og kunne have skrevet en god historie.
- Jeg kan ikke se, hvilke ekstraordinære ting han kan opnå hos Real Madrid, som allerede har vundet alt uden ham, siger Cyril Linette til det franske medie RMC Sport.
Kylian Mbappé står foreløbigt noteret for ni scoringer og to oplæg i 17 kampe for Real Madrid.