Den spanske avis Marca har kåret VMs bedste spiller i Sydafrika, og prisen gik til den spanske målmand Iker Casillas, som ifølge Marca var stærkt medvirkende til, at Spanien kunne tage hjem med VM-pokalen efter en hæsblæsende finale mod Holland. Spanien hjemtog deres første verdensmesterskab nogensinde, blot to år efter at de stod på skammelen som europamestre i Østrig.
Spanien lagde dog blødt ud i turneringen med et nederlag til Schweiz, men gjorde derefter rent bord i samtlige kampe. Iker Casillas udtrykte sin taknemmelighed overfor alle der havde hjulpet ham, da han kort efter overrækkelsen af prisen snakkede til de fremmødte.
– Jeg er meget taknemmelig, men mine holdkammerater, trænere og fans fortjener også denne pris, siger målmanden til Real Madrids officielle hjemmeside RealMadrid.com.
Real Madrid vandt i weekenden imponerende 6-1 over Deportivo La Coruña, og den kamp fik også lige et par ord med på vejen.
– Det vigtigste i den kamp var, at vi fik scoret et tidligt mål. Det var på tide, at vi fik omsat de mange chancer som vi har haft i de seneste par kampe. Vi er stadig et hold under ombygning, og vi ved, at vi altid skal gøre vores bedste, når vi bærer klubbens logo.
– Vi er glade for, at vi spillede godt. Vi er solide i forsvaret, og det ville være bekymrende, hvis vi slet ikke havde nogen skud på mål. Vi må tage tingene stille og roligt, og spiller vi godt, vil vi også score. Den bedste ting, er, at vi alle har en god mentalitet.





























