Manchester United-stjerne slagter Paul Scholes: Han ville ikke overleve!
Manchester United er i øjeblikket ikke i en god forfatning. Det kan der ikke være mange meninger om.
Den engelske storklub har det svært i Premier League, hvor klubben roder rundt nede på en 13.-plads, og Manchester United har generelt svært ved at levere præstationer på et kontinuerligt højt niveau.
Derfor har den tidligere Manchester United-stjerne Paul Scholes også været ude og kritisere sin gamle klub for blandt andet at mangle en rygrad på holdet, og en kerne af spillere, som man kan regne med præsterer uge efter uge.
I sin kritik af United siger Scholes blandt andet også, at det ikke kan lade sig gøre at vinde Premier League med Lisandro Martínez på holdet, og det har fået den argentinske forsvarsspiller til at svare Manchester United-legenden igen.
På Instagram har den 27-årige Manchester United-spiller nemlig delt et opslag, hvor han skriver følgende:
- Denne jinx-fyr (Paul Scholes, red.) siger mange dårlige ting… Hvis du satte ham i Argentina, så ville han ikke overleve, skriver Lisandro Martínez på Instagram ifølge Football365.
Lisandro Martínez er i øjeblikket ramt af en korsbåndsskade, der holder argentineren ude i ubestemt tid.
Derfor er han ikke en del af United-truppen, der på søndag møder Tottenham på udebane i 25.-spillerunde af Premier League.