Man kan ikke holde dem væk: Fans af Legia Warszawa igen på plads
Det er tilsyneladende rigtig svært at holde fans af Legia Warszawa væk fra deres holds udekampe.
I forrige runde i Conference League havde man kreativt booket sig ind på en campingplads lige ved siden af stadion. På den måde havde Legias fans alligevel et udebaneafsnit i Wales.
Den mulighed havde man ikke i forbindelse med torsdagens kamp på Brøndby Stadion. Hvad gør man så?
Jo, man bliver åbenbart hjulpet på vej af solidariske fans af Brøndby IF, der havde købt billetter.
I hvert fald bød bannere på Sydsiden Legia Warszawas fans velkommen. Spredte grupper af polakker blev samlet i udebaneafsnittet grundet frygt for optøjer, hvis de skulle smides ud af stadion.
Således sneg Legia Warszawa sig uden om nok en karantænedag på udebane i Europa. Og så fik de tilmed sejren foræret grundet tre større eller mindre forsvarskoks fra Brøndby.
Nu må vi se, om Brøndbys fans kan gå trygt rundt i Warszawa til returkampen.