Ifølge dagens udgave af B.T. var der repræsentanter fra Utrecht, Groningen, Nijmegen, Ajax Amsterdam og engelske Liverpool, da Lyngby spillede den seneste hjemmekamp – mod FC Nordsjælland og de havde mange spillere i kikkerten.
Lasse Rise og formstærke Emil Larsen ligner gode salgsobjekter og de blive fulgt tæt af udenlandske talentspejdere, men naturligvis også topscorer Kim Aabech.
– Jeg vil gerne væk til vinter og prøve noget nyt, siger Aabech mens træner Niels Frederiksen har en klar bøn:
– Jeg ser gerne, at alle tre fuldfører sæsonen selv om der er interesse for dem. Det er min vurdering, at de vil have godt af en hel sæson mere i den bedste danske række. Kim er 27 år gammel nu, og det er også ved at være den rigtige tid for ham at prøve sig selv af i udlandet, men jeg tror, han vil have godt af at vente til sommer, og det ved han også godt er min holdning. Jeg ved selvfølgelig også, at hvis de rigtige bud kommer, så får de lov at gå, men at miste de tre vil virkelig gøre vores offensiv ondt, så det skal også virkelig være de rigtige bud. Det er selvfølgelig også ud fra et egoistisk synspunkt, at jeg håber vi kan holde på dem. Vores håb om at overleve i Superligaen bliver klart nemmere, hvis vi har de tre spillere til rådighed hele sæsonen.






























