Liverpool-legende afslører sin favorit: Denne klub vinder Champions League
Tirsdag aften begynder fjerde spillerunde af denne sæsons Champions League-ligafase, og her skal de forsvarende Champions League-vindere fra Real Madrid møde italienske AC Milan på hjemmebane.
Real Madrid har fået seks point i klubbens første tre kampe i turneringen, og håber naturligvis på at kunne udbygge sin pointtotal mod AC Milan.
Den spanske storklub har gennem tiden haft masser af succes i Champions League, og er den klub i historien, der har vundet turneringen flest gange.
Real Madrid vandt senest turneringen i sidste sæson, da det spanske mandskab slog tyske Borussia Dortmund i Champions League-finalen. I alt har Real Madrid vundet turneringen hele 15 gange.
Og hvis man spørger Liverpool-legenden Jamie Carragher, så vinder Real Madrid turneringen igen i denne sæson. Han har nemlig den spanske storklub som sin største favorit til at løfte Champions League-trofæet:
- Du ved, hvordan det kommer til at gå Real Madrid med dette nye Champions League-format.
- De vil snige sig igennem kvalifikationsrunden med nød og næppe, og så ender de med at vinde hele turneringen. Sikke en klub, siger Jamie Carragher ifølge Mirror.
Real Madrid ligger i øjeblikket på en aktuel 12.-plads i Champions League-tabellen, hvor de otte bedste hold kvalificerer sig direkte videre til ottendedelsfinalerne.
Nummer ni til nummer 24 kvalificerer sig blot til sekstendedelsfinalerne, og får dermed to ekstra kampe i forhold til de otte bedste hold.
Der er derfor ingen tvivl om, at Real Madrid er meget interesseret i at ende som et af de otte bedste hold i Champions League-ligafasen.