Landsholdets sputnik Dennis Rommedahl har efterhånden oplevet mange nye spillere komme ind i landsholdstruppen. Men en af de nyeste imponerer i voldsom grad kantspilleren.
– Jeg har været meget imponeret over Anders Lindegaard. Han har gjort et meget, meget godt indtryk på mig, og til træning har han vist en masse gode allround-kvalifikationer som målmand, fortæller Dennis Rommedahl til BT.
– Mod Island husker jeg især en situation, hvor de ved 0-0 i anden halvleg kom igennem alene med ham, og her redder han flot. Ligesom han jo næsten stod fejlfrit i Portugal. Han har gjort et godt, godt indtryk.






























