Legende i voldsom United-sviner: Duo til over 100 millioner pund “ikke gode nok”
Efter 0-0-kampen mod Manchester City i Premier League langer Keane ud efter både spillerne og klubbens ledelse – og sender samtidig en klar advarsel til den nye manager, Ruben Amorim.
Ifølge Teamtalk kritiserer Keane især angriberne Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee, der blev hentet for samlet 108,5 millioner pund. Duoen har blot scoret 14 mål tilsammen i 85 optrædener, og det er langt fra nok, mener den tidligere anfører.
– De angribere, United har i klubben, er ikke gode nok. Der skal være mere målfarlighed. Der er også andre spillere, der burde bidrage – backs, midtbanespillere, dødbolde. Man kan ikke bare stå og klappe af hinanden efter en 0-0, siger Keane til Sky Sports ifølge Teamtalk.
Keane kritiserer samtidig holdets lederskab og det manglende ansvar blandt de rutinerede spillere som Harry Maguire, Casemiro og Bruno Fernandes:
– Gør de noget for at løfte holdet? Gør de ofre for holdet? Det handler om vilje og ansvar. En uafgjort hjælper ingen steder, lyder det fra en tydeligt frustreret Keane.
Han langer også ud efter Amorims faste 3-4-2-1-opstilling, som ifølge Keane ikke fungerer:
– Det handler ikke kun om filosofi. Det handler om at vinde fodboldkampe. Man kan have alle de fine ideer, men hvis man ikke scorer mål og vinder, nytter det ikke noget.
Manchester United ligger i skrivende stund på en skuffende 13. plads i Premier League – samme placering som da Amorim overtog holdet i januar – og med kun 37 mål i 31 kampe tegner det til at blive klubbens dårligste sæson siden 1990.
Roy Keane konkluderer:
– Glem top tre, glem vores storhedstid. United ligger bag Brentford, Fulham, Palace og Wolves. Det burde være pinligt.