Lang næse til Real Madrid og City: Verdensstjerne vil hellere til Bayern München
Den tyske storklub Bayern München er efterhånden kendt for at stjæle Bundesliga-konkurrenternes bedste spillere.
Det er sket gentagende gange de seneste mange år, og nu kan det tilsyneladende ske endnu engang.
Bayer Leverkusens 21-årige offensive stjernespiller, Florian Wirtz, er i øjeblikket en af de mest eftertragtede fodboldspillere i verden, og meldingerne lyder på, at store europæiske klubber som Real Madrid og Manchester City skulle være interesserede i at skrive kontrakt med tyskeren.
Ifølge det tyske Sky Sports er Bayern München også meget interesseret i at hente Wirtz til klubben til næste sommer, og den tyske storklub skulle angiveligt føre kapløbet om offensivspilleren.
Mediet skriver nemlig yderligere, at Florian Wirtz angiveligt skulle foretrække et skifte til Bayern München, før han vil overveje et skifte væk fra den tyske Bundesliga.
Bayern München skal dog have den store pengepung frem, hvis de vil hente Wirtz til klubben, da Bayer Leverkusen angiveligt forlanger over 750 millioner kroner for den 21-årige tysker.
Florian Wirtz, der har kontrakt med Bayer Leverkusen frem til sommeren 2027, har i sæsonens første ti kampe leveret seks scoringer og et enkelt oplæg for det tyske mandskab.