Lamine Yamal fyldte 19 år den 13. juli, men Barcelona-stjernen ventede med den store fejring.
Tirsdag aften blev fødselsdagen markeret med en stor fest uden for Barcelona, hvor mere end 100 gæster var inviteret.
Det skrev El Español forud for arrangementet.
Festen blev afholdt på Finca Mas de Sant Lleí, der ligger omkring 15 minutter fra Barcelona.
Der er tale om en historisk landejendom med mere end 40 hektar grund, omkring 30.000 kvadratmeter haver og egen helikopterlandingsplads.
Privatlivet var en central del af planlægningen.
Yamal ønskede ifølge El Español at holde festen så afskærmet som muligt efter den omfattende opmærksomhed, der fulgte hans 18-års fødselsdag sidste sommer.
Dengang blev festen genstand for stor debat i Spanien, og denne gang havde Barcelona-stjernen derfor valgt en mere diskret ramme med maksimal kontrol omkring arrangementet.
Den endelige gæsteliste blev ikke offentliggjort, men mere end 100 personer var inviteret.
Blandt de forventede gæster var familie, barndomsvenner og personer fra Yamals nære omgangskreds.
Derudover var der også udsigt til, at flere af hans holdkammerater fra Barcelona og det spanske landshold kunne være blandt gæsterne, ligesom personer fra musik- og influencerverdenen kunne dukke op.
Yamal kom til festen efter en begivenhedsrig sommer, hvor han var med til at vinde VM med Spanien og efterfølgende holdt ferie i blandt andet Colombia.






























