Kritikken hagler ned over dansk sportsdirektør
Ifølge den anerkendte Kicker-journalist Thomas Hiete er projektet ved at køre af sporet. I en kommentar kalder han klubbens seneste præstationer “symptomer på en nedrykningskandidat” og skriver:
“Christiansen har ikke vist nogen synlig fremgang med sine planer. Hvad står Wolfsburg egentlig for?”
Cheftræner Paul Simonis, der blev hentet ind som et friskt pust, får også hård kritik. Hiete stiller spørgsmålstegn ved, om den uprøvede tysker er for ivrig efter at behage sine chefer og danske spillere frem for at skabe sit eget udtryk.
“Det var ikke nok på nogen områder,” sagde sportsdirektør Sebastian Schindzielorz efter nederlaget.
Simonis var enig: “Der må aldrig mangle intensitet eller energi. Det burde være det letteste at levere.”
Kicker påpeger desuden, at flere af sommerens dyre indkøb bliver fejlplaceret eller slet ikke brugt. Blandt andet bliver den brasilianske midtbanespiller Vinicius Souza, hentet for 18 millioner euro, brugt offensivt i stedet for på sin naturlige plads som defensiv ankermand – angiveligt for ikke at true anfører Maximilian Arnold.
Også klubbens danske islæt – Joakim Mæhle, Jonas Wind, Christian Eriksen og Adam Daghim – nævnes som eksempler på spillere, der får meget spilletid, mens tyske talenter som Aaron Zehnter er blevet skubbet ud på bænken.
Hiete konkluderer, at Wolfsburg-projektet under Christiansen og Simonis “mangler retning og struktur” og advarer om, at klubben er “farligt tæt på at blive en ny nedrykningskandidat”.