Kontrakten udløber til sommer: Stjernen vil blive i Real Madrid!
Siden 2012 har den kroatiske midtbanespiller Luka Modric spillet for Real Madrid, efter de hentede ham hos Tottenham i Premier League.
Det er blevet til 569 kampe for Real Madrid indtil videre for Luka Modric, og han har i årene i den spanske storklub været en af de absolut bedste i verden på sin position.
Modric er blevet 39 år, men han spiller stadig en rolle på holdet hos Real Madrid, hvor hans kontrakt udløber efter denne sæson.
Diario Sport skriver dog, at den kroatiske veteran meget gerne vil forlænge sin kontrakt med den spanske storklub. Han drømmer om at komme med Kroatien til VM næste sommer, og han vil spille på det højeste niveau indtil da.
Mediet skriver, at dialogen om en forlængelse af kontrakten først vil blive taget op, når sæsonen er spillet færdig.