Kan Schmeichel runde imponerende 1000 kampe?
Schmeichel, der fylder 39 til næste år, tog efter kampen til Instagram for at markere begivenheden og reflektere over rejsen, der begyndte i Manchester Citys ungdomsakademi for snart to årtier siden.
"Når du er barn, drømmer du om din debut. Så om dit første mål, dit første trofæ, at spille for dit land. I går rundede jeg 900 kampe for klub og land. Noget, jeg kun kunne have drømt om dengang. Og hvilken måde at gøre det på – med en sejr i tillægstiden," skrev Schmeichel.
Med over 90 landskampe for Danmark og titler i både Premier League og FA Cup med Leicester City har Schmeichel allerede sat sig tungt på dansk fodboldhistorie. Men spørgsmålet er nu, om han kan nå en endnu større milepæl – de 1000 kampe.
For Celtic har den rutinerede dansker haft en turbulent sæsonstart med både stærke præstationer og kostbare fejl, senest i Europa League-nederlaget til Braga. Alligevel nyder han fortsat tillid fra træner Brendan Rodgers, og med udsigt til en aktiv rolle i Danmarks VM-kvalifikationskampe mod Hviderusland og Grækenland, kan karrieren endnu få et par kapitler mere.
Når Schmeichel runder de 39 næste sommer, vil han stå med chancen for at afslutte karrieren på fodboldens største scene – et muligt VM med Danmark. Og skulle han fortsætte på klubplan efter det, kan drømmen om kamp nummer 1000 meget vel blive virkelighed.