Kæmpe forstærkning på vej: Manchester United tæt på at hente PSG-stjerne
Det er ikke nogen hemmelighed, at Manchester United i store dele af sæsonen har haft svært ved at finde vej til netmaskerne.
Det var særligt en udfordring under Erik ten Hag, mens klubben under den midlertidige cheftræner, Ruud van Nistelrooy, faktisk fik godt gang i målscoringen, og leverede 11 scoringer i fire kampe.
På trods af det, skulle Manchester United tilsyneladende fortsat være interesseret i at forstærke klubbens offensiv, og har øjnene rettet mod den franske storklub Paris Saint-Germain.
Det franske medie Le10sport melder nemlig, at den engelske storklub er i forhandlinger med Paris Saint-Germain om en lejeaftale for klubbens franske offensivspiller Randal Kolo-Muani.
Ifølge mediet vil Manchester United hente Kolo-Muani på en lejeaftale til januar for den sidste halvdel af denne sæson, da det engelske mandskab ikke har økonomien til at hente franskmanden på en permanent aftale.
Randal Kolo-Muani har siden skiftet til Paris Saint-Germain fra Eintracht Frankfurt tilbage i 2023 ikke for alvor formået at slå igennem i den franske hovedstadsklub, og det er blot blevet til 11 scoringer og seks oplæg i 52 kampe for klubben.
Ifølge L’Equipe skulle den 25-årige offensivspiller ikke være en favorit hos Paris Saint-Germain-cheftræner, Luis Enrique, og Randal Kolo-Muani skulle derfor være interesseret i at forlade klubben.
Randal Kolo-Muani har dog tidligere vist prøver på sit høje niveau, da han i sin tid i Eintracht Frankfurt leverede 26 scoringer og 17 oplæg i blot 50 kampe for klubben.