Victor Froholdt er højt værdsat i Newcastle, men FC Portos økonomiske krav ser foreløbig ud til at skræmme Premier League-klubben væk.
Det skriver OneFootball med henvisning til The Athletic.
Newcastle står foran at miste Bruno Guimarães til Arsenal i en handel tæt på 90 millioner euro, og den tidligere FC København-profil Froholdt er blevet identificeret som en mulig afløser på midtbanen.
Men en handel er langt fra på plads.
Ifølge oplysningerne mener Newcastle, at FC Porto kræver for meget for den 20-årige dansker, og klubbens præsident André Villas-Boas er fortsat uvillig til at åbne døren for et salg.
Froholdt har kontrakt med Porto frem til 2030, og aftalen indeholder en frikøbsklausul på 85 millioner euro.
Danskeren selv har samtidig gjort det klart, at han ikke går og venter på et skifte.
“Folk taler om at tage det næste skridt, men for mig er FC Porto en kæmpe klub. Jeg fokuserer allerede på den næste kamp i ligaen,” siger Froholdt til RTP Notícias.
Froholdt begyndte den nye sæson med at score kampens eneste mål i 1-0-sejren over Torreense i den portugisiske Supercup.
Han kommer samtidig fra en stærk debutsæson i Portugal med otte mål og syv assists i 51 kampe og blev kåret som den bedste spiller i Primeira Liga i 2025/26.
Porto-træner Francesco Farioli håber også, at danskeren bliver.
“Victor gjorde sin position meget klar efter sidste sæson og har gjort det samme i år. Jeg tror, håber og ønsker, at han bliver hos os hele sæsonen,” siger Farioli.






























