På søndag har Silkeborg-træneren stået i spidsen for et Superligahold 300 gange. Det har kun Ove Christensen, Viggo Jensen og Ove Pedersen prøvet før ham. Jubilæumskampen bliver ude mod Brøndby, og står det til Bech, så får han en gave med hjem fra Vestegnen.
Silkeborg er, efter en famlende start, ubesejret i tre kampe, og fik sæsonens første liga-sejr mod OB sidste weekend. Søndag gælder det et andet hold i krise, nemlig Brøndby, og Troels Bech er da heller ikke ubevidst om at det kan blive til fordel for hans tropper.
Til Midtjyllands Avis siger han at Silkeborg ofte spiller lige kampe, og hæfter sig ved at Brøndbys fans derfor nemt kan blive til en fordel for udeholdet, specielt set i lyset af nederlagene til FCK og ikke mindst Varde. Samtidigt har SIF et ganske godt tag på de blå-gule, i sidste sæson blev det således til syv point i tre kampe.






























