Jon Dahl og co. rejste sig efter fiasko
Efter et skuffende nederlag til Luxembourg for få dage siden, rejste Sverige sig tirsdag aften med et brag af en præstation. Jon Dahl Tomassons tropper satte Nordirland til vægs med en overbevisende 5-1-sejr på Strawberry Arena i Stockholm.
Den danske landstræner havde foretaget hele syv ændringer i startopstillingen, og det gav bonus med det samme. Allerede efter syv minutters spil kunne Emil Holm bringe Sverige i front.
Herefter fortsatte svenskerne med at dominere. Efter 33 minutter var det Benjamin Nygren, der fordoblede føringen.
Sverige holdt ikke igen efter pausen. Først gjorde Ken Sema det til 3-0 og kort efter udbyggede Alexander Isak føringen.
Det blev også til en scoring fra indskiftede Anthony Elanga, der øgede til 5-0 med 23 minutter tilbage.
Nordirland kom på tavlen dybt inde i overtiden, da Isaac Price reducerede til 5-1, men det ændrede ikke på svenskernes suveræne præstation.