Den danske back, Lars Jacobsen, er meget tilfreds med West Hams første sejr i denne sæson, der kom i weekendens kamp over Tottenham.
Frederic Piquionnes kasse i første halvleg sikrede London-klubben alle tre point i lokalderbyet mod Tottenham, hvor danskeren fik alle 90 minutter.
– Alle summer over sejren. For det første er det tre point og den første sejr i sæsonen, men samtidig kom sejren mod Spurs i et lokalderby, og det bliver ikke bedre end det. Vi er alle meget tilfredse, sagde danskeren til West Hams officielle hjemmeside.
Det er første gang danskeren oplever et derby for sin nye klub West Ham, men gennem sin karriere har backen erfaring fra lignende derbykampe, som han har stor respekt for.
– Derbykampe fungerer på samme måde overalt. Det er en speciel atmosfære, og stadionet er altid propfyldt. Kampene er altid tætte, og det er sådan det skal være, og hvad fodbold handler om.
– Det er de mest intense kampe, og det er det, du vil have; både som spiller og som tilskuer, sluttede den 31-årige dansker.






























