Isaksen ovenpå klart nederlag til Bodø: Jeg blev meget overrasket
- Der var rapporteringer om, at kampen kunne være i fare (for aflysning red.), og denne information kom ud i de italienske aviser. Det er ikke noget, vi er vant til. Det gjorde os lidt nervøse, men det er ikke en undskyldning. Vi vidste, at der også var en chance for at spille. Bodø var bedre end os, jeg håber, og tror på, at vi kan slå dem på hjemmebane. Det er ikke slut. Jeg blev meget overrasket over, hvor gode de er herhjemme. Når de spiller hjemme, kommer man i vanskeligheder.
Sådan udtaler den 23-årige danske Lazio-kantspiller Gustav Isaksen sig til det norske medie Dagbladet på bagkant af gårsdagens 2-0-nederlag imod Bodø Glimt i Europa League-kvartfinalen.
Lazio blev som Isaksen pointerer også på mange måder overmatchet af nordmændene, som har historik for at volde selv de allerstørste modstandere problemer på hjemmebanen i Bodø.
Nordmændene udfoldede sig virkelig på kunstgræsset, og besejrede Lazio på samtlige parametre. De vandt skudstatistikken med 18-6, og havde en xG på 2,88 overfor italienernes sølle 0,34.
Sejrens størrelse var således ikke et mål for lidt, og der venter nu Lazio en stor opgave i returen i næste uge, hvor de dog også har deres egen elektriske hjemmebane at udfordre nordmændene med.