Inter besejrede snævert Tottenhams ti mand med 4-3 efter at have været foran med 4-0 ved pausen. Comebacket fra “Spurs” skyldtes ikke mindst en storspillende Gareth Bale, der var på pletten med et vaskeægte hattrick.
Tottenham virkede ikke klar fra kampstart, og forsvaret snorksov, da Javier Zanetti kunne bringe de forsvarende Champions League-mestre foran lige efter kampen var blevet fløjtet i gang.
Kort efter var den gal igen, da målmand Heurelho Gomes blev snydt og måtte begå straffespark. Kendelsen betød desuden et rødt kort til Gomes, og så måtte Tottenham ofre Luka Modric, der måtte lade sig udskifte til fordel for reservekeeper, Carlo Cudicini.
Cudicinis første opgave på banen blev Samuel Eto’os straffespark, som dog blev placeret sikkert, og så stod den 2-0 til italienerne. Forsvaret var imidlertid stadigvæk ikke vågnet, og det udnyttede Dejan Stankovic til at score til 3-0 efter blot 13 minutters spil.
Inden pausen øgede Samuel Eto’o yderligere med sin anden scoring, da han kom fri igennem, og så skulle den kamp da være afgjort – eller hvad?
For i anden halvleg var det forvandlet Tottenham-hold, der kom på banen, og især én mand var i fokus for London-klubben – walisiske Gareth Bale.
Det blev nemlig til et vaskeægte hattrick fra kantspilleren, der kort inde i anden halvleg kom forbi Javier Zanetti og hamrede bolden ned i hjørnet.
Bale tilførte kampen en ekstra tand spænding, da han på nærmest identisk vis igen passerede Julio Cesar til 2-4. På utrolig vis fik waliseren scoret endnu engang før slutfløjtet, men det var desværre ikke nok for “Spurs”, der på trods af en fantastisk anden halvleg med ti mand måtte se sig slået snævert.
I gruppe A’s anden kamp blev det til pointdeling mellem Twente og Werder Bremen, der spillede 1-1. Med aftenens resultater ligger Inter dermed nummer et med syv point foran Tottenham, der har fire. Derefter kommer Twente, der i kraft af antal scorede mål er foran Werder Bremen, da begge hold har to point.
Internazionale 4-3 Tottenham (4-0):
1-0: Javier Zanetti (1)
2-0: Samuel Eto’o (straffe) (10)
3-0: Dejan Stankovic (13)
4-0: Samuel Eto’o (34)
4-1: Gareth Bale (51)
4-2: Gareth Bale (89)
4-3: Gareth Bale (90)
Udvisning: Gomes (7)
Dommer: Damir Skomina
Tilskuere: 49.551





























