Fodbold nyheder

Robert ”Skov-ler” fortsat målene ind

Af Simon Henneberg

Der var dømt opvisning i Telia Parken, da Robert Skov her til aften scorede to mål på frispark og ét på straffespark i FC Københavns sejr på 6-1 over OB.

Det var en tung og regnvåd bane i Telia Parken, som de to holds spillere skulle forsøge at brillere på. Og det var nemmere sagt end gjort. Det stod klart fra kampens begyndelse, at det var et underlag, som voldte aktørerne store problemer. Ikke desto mindre blev der til tider spillet flot fodbold, særligt af hjemmeholdet.

Det var nemlig ikke til at se, at ”Løverne” måtte undvære flere profiler, heriblandt Viktor Fischer og Dame N'Doye. Bortset fra en enkelt mulighed til ”De Striwed'” i kampens indledende fase var det hjemmeholdet, som viste de klart største tænder.

Der skulle heller ikke gå mere end 21 minutter, inden Ståle Solbakkens mandskab kom foran. Rasmus Falk sendt bolden indover ude fra højre, hvorefter OB's forsvarsspiller Ramón Leeuwin kun præsterede at halvcleare indlægget. Det resulterede i, at Nikolaj Thomsen nemt kunne hugge returbolden ind i netmaskerne fra nært hold. 1-0 til hjemmeholdet.

Under ti minutter senere var den så gal igen i OB-forsvaret. Robert Skov sendte en dyb aflevering af sted til Peter Ankersen, som inde i feltet tog et træk ind i banen forbi en modstander og herefter krøllede bolden over i det lange hjørne med venstrebenet. 2-0 til ”Løverne”.

Kort inden pausen fik FCK så tilkæmpet sig et frispark via Rasmus Falk en tre-fem meter udenfor OB's straffesparksfelt, og uheldigvis for fynboerne var det i Robert Skov-territorie. Den tidligere Silkeborg IF-spiller drønede bolden over muren og ned ved roden af nærmeste stolpe. 3-0 til de hvidklædte, og Robert Skov fortsatte dermed sin målhøst fra efteråret.

Hvis kampen ikke allerede var afgjort ved pausen, gik der imidlertid kun otte minutter af anden halvleg, inden det var tilfældet. Hjemmeholdets anfører, Carlos Zeca, havde gang i et soloridt gennem OB-forsvaret – et ridt, der for en kort stund så ud til at ende, da græsk-portugiseren mistede bolden. Men ganske symptomatisk for kampen endte udeholdets Jakob Barrett Laursen med at forære bolden til Carlos Zeca igen, og den tidligere Panathinaikos-spiller kunne ubesværet prikke kuglen ind i målet. 4-0, og nu drejede det sig kun om, hvor stor en øretæve gæsterne skulle tage hjemme med.

Midt i mørket kom der for en kort stund et lille lysglimt for Jakob Michelsens tropper. Efter en time blev holdet tildelt et hjørnespark. Indlægget blev headed på tværs ved bagerste stolpe af Marco Lund, hvorefter Ryan Johnson Laursen helt ubesværet kunne sætte foden på læderet og sætte reduceringen ind. 4-1.

Men det skulle blive værre igen for fynboerne. Og atter var det Robert Skov, der agerede bøddel. Efter 77 minutter fik hjemmeholdet nok en gang tilkæmpet sig et frispark udenfor for gæsternes straffesparksfelt. Og med en lige så stor selvfølgelighed som at glemme lillemors fødselsdag sparkede frisparkseksperten igen bolden i nettet. Denne gang sad afslutningen højt og midt i målet, men med tilpas nok fart til, at Sten Grytebust i OB-målet ikke kunne gøre andet end at sprælle forgæves. 5-1 til FCK.

I kampens tillægstid blev der begået straffespark mod Pieros Sotiriou. Cyprioten var tydeligvis meget utilfreds med, at han ikke selv måtte eksekvere fra 11-meter-pletten og måtte i stedet konstatere, at Robert Skov blev noteret for et hattrick.

Der kom ikke flere mål i kampen, der i særdeleshed vil blive husket for Robert Skovs to flotte frisparksscoringer samt sæsonens tredje hattrick. Scoringer, der bringer midtbanemandens sæsontotal op på 21 Superliga-fuldtræffere.

FC København – OB 6-1 (3-0)
1-0: Nikolaj Thomsen (22')
2-0: Peter Ankersen (30')
3-0: Robert Skov (45')
4-0: Carlos Zeca (54')
4-1: Ryan Johnson Laursen (60')
5-1: Robert Skov (78')
6-1: Robert Skov (93')

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik