Fodbold nyheder

Liverpool ude af FA Cuppen

Af Kasper Duelund Jensen

Jürgen Klopp kunne på Molineux Stadium se sit hold tabe den anden kamp på kun fem dage.

Liverpool skulle mandag aften forsøge at komme tilbage på sporet efter sidste uges nederlag til Manchester City. Modstanderen var Wolverhampton Wanderers i en kamp, hvor videre deltagelse i den legendariske FA Cup-turnering var på spil.

Kampen begyndte meget taktisk, og det kom spillet på banen derfor også til at bære præg af. Der var således langt mellem chancerne i hele første halvleg.

Det kom på baggrund af ovenstående ikke som den store overraskelse, at kampens første scoring skulle falde på efter en stor individuel fejl. Den stod James Milner for, da han syv minutter før pausen mistede bolden på midtbanen og efterfølgende blot kunne se til, mens Raúl Jimenez afsluttede et langt løb ned mod Liverpool-målet ved at lægge bolden køligt ind bag en prisgivet Simon Mignolet.

I anden halvleg lagde begge hold meget bedre fra land. Det kom i første omgang Liverpool til gode i form af en flot udligning fra Divock Origi. Belgieren modtog bolden på kanten af straffesparksfeltet og formåede efterfølgende afslutte igennem benene på landsmanden Leandor Dendoncker. Det gjorde, at John Ruddy ikke kunne nå at reagere i tide og dermed forhindre bolden i at ramme netmaskerne.

Det var dog ikke længe, at de rødklædte gæster fik lov til at fejre udligningen. Kun fire minutter senere bragte Ruben Neves hjemmeholdet tilbage i front. Portugiseren bragte sig selv på skudafstand og bragede kort efter bolden i kassen nede ved roden af nærmeste opstander. En på alle måder fantastisk scoring, som man kun kunne bukke sig i støvet for.

Efterhånden som minutterne gik blev Liverpool mere og mere desperate i forsøget på at undgå et tidligt FA Cup-exit. Mohamed Salah og Roberto Firmino blev begge skiftet ind, men lige lidt hjalp det, da Wolverhampton-spillerne kæmpede bravt og endte med at hive sejren hjem. Liverpool er som resultat heraf det første af holdene fra Premier Leagues top-6, som er ude af FA Cuppen.

Wolverhampton Wanderers - Liverpool: 2-1 (1-0)
1-0: Raúl Jimenez (38)
1-1: Divock Origi (51)
2-1: Ruben Neves (55)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik