Fodbold nyheder

AGF tog sejren hjemme mod Vejle

Af Bertram Christensen

Vejle kom foran, men to mål af Casper Højer sikrede AGF sejren.

Det var to jyske mandskaber i dårlig form, som mødte hinanden i Aarhus mandag aften. Det var udeholdet som startede bedst, og havde flere gode chancer i åbningen.

Præcist 20 minutter gik der, før Vejle fik noget ud af deres spilovertag. Et hjørnespark til forreste stolpe blev forlænget af Mads Greve. Inde foran mål var det AGFs Pierre Kanstrup som fik foden på, så bolden havnede i eget net.

Målet fik AGF lidt bedre med, og de havde flere udmærket muligheder. Kort før pausen fik hjemmeholdet så udlignet. Bolden havnede hos Casper Højer, som helt ude fra venstre side bankede bolden op i fjerneste målhjørne. Et ganske flot mål, som betød, at de to hold kunne gå til pause med 1-1.

Syv minutter efter pausen fik Højer igen publikum til at bryde ud i jubel. Venstrebacken modtog bolden lidt udenfor feltet, lagde den til rette, og sendte igen hammeren afsted. Denne gang så Pavol Bajza ikke så godt ud inde i Vejle-målet, og AGF bragte sig altså foran.

Herefter var kampen ret lige. Vejle pressede på for at udligne, hvilket gav chancer nede bagtil. Både Jakob Ankersen og Youssef Toutouh kunne have afgjort det, men det lykkedes ikke.

Heldigvis for dem scorede Vejle heller ikke yderligere i kampen, og det var selvom AGF måtte bytte målmand med fem minutter tilbage. Resultatet betyder, at AGF nu ligger nummer 11 i Superligaen, mens Vejle er nummer 13.

AGF – Vejle 2-1 (1-1)
0-1: Pierre Kanstrup (20 min. selvmål)
1-1: Casper Højer (45 min.)
2-1: Casper Højer (52 min.)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik