Fodbold nyheder

Arsenal sejrede med hæl og tå mod Fulham

Af Daniel Frimor

Der var mål og god intensitet på Craven Cottage her til eftermiddag.

Unai Emery og Arsenal skulle forsøge at fortsætte deres flotte fodboldform, da de her til eftermiddag gæstede Craven Cottage.

Til opgøret havde Emery bænket både Aaron Ramsey og Pierre-Emerick Aubameyang, mens både Alex Iwobi, Mkhitaryan og Danny Welbeck havde fundet vej til startopstillingen.

Begge mandskaber gik friskt til opgaven, og det var tydeligt, at de to London-hold begge nød at have bolden i egne rækker og spille fremad. Arsenal slap dog bedst fra dette i første omgang, da et fint gennemspillet angreb endte hos Lacazette tæt under målet og så var den franske 9'er usvigeligt sikker i sin afslutning. 1-0 til Arsenal, og endnu en scoring for Lacazette, der ser ud til at have fundet sig godt til rette under Emery.

Fulham var dog fint med fremad banen også, hvor man særligt forsøgte at spille over kanterne og sigte efter at ramme Andre Schürrle og Mitrovic inde foran. Dog manglede den afgørende kvalitet i indlæggene lidt for ofte i første halvleg. Dog kunne førnævnte Schürrle godt have fået mere ud af en fin aflevering ind i feltet fra stortalentet Ryan Sessengnon mod slutningen af første halvleg, men tyskeren sparkede sin afslutning langt over mål.

Men Schürrle fik revancheret sig selv kort tid før pausefløjtet. En opspilsfejl fra Nacho Monreal satte en hurtig Fulham-opstilling i gang, og her blev Schürrle spillet fri inde foran målet. Her var offensivspilleren køligheden selv, da han elegant fik vippet bolden over Bernd Leno i Arsenal-målet og så var der udlignet på Craven Cottage. 1-1, og så var spændingen ellers intakt til anden halvlegs start.

Arsenal lagde et godt tryk på hjemmeholdet fra anden halvlegs start, og der skulle blot gå tre minutter før brandvarme Lacazette atter gjorde det onde ved hjemmeholdet. Angriberen viste flot fysik og sparketeknik, da han holdte Tim Ream væk fra kroppen og sparkede bolden uimodståeligt i det korte hjørne. 2-1 til Arsenal.

Det er ikke unormalt at se oprykkerhold stille sig ned og være defensive i perioder, hvor de er pressede og/eller bagud. Dette var på ingen måde dagsordenen hos Fulham, der havde stor ære af at forsøge at jagte en udligning. Som i første halvleg, så manglede den afgørende skarphed ofte, når der kom gennembrud på kanterne eller indlæg i feltet. Således kunne Arsenal-forsvaret ånde lettet op efter en mistimet afslutning, der ramte skulderen på en Fulham-spiller, og Andre Schürrle, der fik overbalance i feltet før et indlæg.

Aaron Ramsey, der endnu ikke har forlænget sin kontrakt med Arsenal, blev indskiftet i anden halvleg, og han gjorde ikke sig selv mindre interessant for andre klubber, da han scorede et frækt mål med hælen. Et indlæg fra ligeledes indskiftede Aubameyang endte hos Ramsey, der sparkede bag om eget støtteben og helt ud i det lange hjørne uden chance for Fulham-keeperen. 3-1 til udeholdet, og mon ikke Arsenal gerne vil forny kontrakten med den walisiske midtbanespiller hurtigst muligt?

Og Arsenal kørte på. Aubameyang havde ladet sig inspirere af Lacazettes første scoring, for i det 79. minut lavede han en kopi af sin angrebskollegas mål. En god tæmning, fulgt op af en flot vending på sin oppasser, og så en fremragende afslutning med venstrebenet i modsatte side af målet. 4-1 til Arsenal, og så kunne Aubameyang tage Lacazette om skulderen og løbe ud til de medrejsende fans i jubel.

Hvis det ikke var nok at kopiere Lacazette første mål, så ville Aubameyang også kopiere franskmandens måltotal. I dommerens overtid løb den lynhurtige angriber fra Fulham-forsvaret og udplacerede stenstikkert Bettinelli. 5-1, og som kampens kommentatorer så rigtigt pointerede, så kan det være, at de øvrige tophold skal til at se sig over skulderen når modstanderen hedder Arsenal.

Flot præstation af et sprudlende Arsenal-mandskab, der sejrede stort på Craven Cottage her til eftermiddag.

Fulham – Arsenal: 1-5 (1-1)

0-1: Alexandre Lacazette (29')
1-1: Andre Schürrle (44')
1-2: Alexandre Lacazette (48')
1-3: Aaron Ramsey (67')
1-4: Pierre-Emerick Aubameyang (79')
1-5: Pierre-Emerick Aubakeyang (91')

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik