Fodbold nyheder

200-måls Agüero bag City-triumf

Af Jacob Bøgen Clausen

Sergio Agüero rundede sit mål nummer 200 for City, og fik også noteret sig for mål 201, da de engelske mestre slog Chelsea med 2-0 i Community Shield.

Sæsonens første tællende kamp i England løb her til eftermiddag af stablen i London, da mestrene, Manchester City, og pokalvinderne, Chelsea, mødtes i Community Shield.

Den nye Chelsea-manager, Maurizio Sarri, gav debut til Jorginho, mens Riyad Mahrez spillede sin første officielle kamp for City.

Mestrene fik den bedste start på kampen, da Sergio Agüero med sit mål nummer 200 i City-trøjen sendte Pep Guardiolas tropper på sejrskurs.

Chelsea formåede ikke at svare igen inden pausen, og Manchester City gik derfor til pause med en 1-0-føring.

Efter pausen kunne pokalvinderne heller ikke for alvor true Claudio Bravos mål, og City havde omvendt flere fine muligheder, hvor de ofte befandt sig i overtal på Chelseas banehalvdel.

Det første - og største tilbud - i halvlegen stod Agüero for, da han blev sendt helt alene igennem mod Willy Caballero. Angriberen tøvede dog for meget, og fik sendt sin afslutning i sidenettet.

Få minutter senere var argentineren mere skarp, da han resolut udnyttede en fin Bernardo Silva-aflevering, og sendte mestrene på 2-0.

Chelseas forsvarspar bestod af Antonio Rüdiger og David Luiz, og de to stoppere virkede langt fra afstemt, ligesom midtbanen også nemt blev overspillet. Sergio Agüero var i flere omgange farlig, og det var generelt for let for de lyseblå City-spillere at spille sig igennem Chelsea-presset.

Chelsea formåede ikke at svare igen, og City var langt tættere på 3-0 end 'The Blues' var på en reducering. Det sluttede dog 2-0, og Manchester City kan dermed fejre sit første trofæ i sæsonen.

Chelsea - Manchester City 0-2 (0-1)
0-1: Sergio Agüero (13)
0-2: Sergio Agüero (58)

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik