Tottenhams nyindkøb – Rafael van der Vaart – var igennem noget af en Champions League-debutkamp på White Hart Lane mod Twente.
Hollænderen brændte straffespark, scorede senere et mål og blev også udvist. De to gule kort gør, at han ikke kan være med mod Inter i næste måned, men alligevel ser han optimistisk på Champions League-fremtiden inden mødet med storholdet.
– Mine holdkammerater vil vinde for mig. Der er ingen grund til at være nervøs og bange inden mødet med Inter, for vi har en rigtig god trup, sagde Rafael van der Vaart efter gårsdagens dramatiske kamp og fortsatte:
– Det var en underlig aften for mig, og jeg kommer aldrig til at spille en kamp som denne igen. Efter udvisningen var jeg bekymret, men mine holdkammerater gjorde det fantastisk.




























