FCK sparede en række spillere til dagens kamp, men det skal ikke tage noget fra Horsens, der spillede en fremragende kamp. Thomas Kortegaard, Morten Rasmussen, Niels Lodberg og Gilberto Macena scorede for Horsens, mens Thomas Kristensen og Mathias ”Zanka” Jørgensen nettede for FCK.
Udeholdet kom foran efter en halv time ved Kortegaard, men Thomas Kristensen svarede hurtigt igen. FCK kom dog bagud igen, inden pausen, da Morten Rasmussen dukkede op ved bagerste stolpe og dirigerede bolden ind bag Kim Christensen i FCK-målet.
Efter pausen kom Horsens yderligere foran, da Mathias ”Zanka” Jørgensen begik straffe mod Thomas Kortegaard, og nok var heldig med ikke også at blive sendt i bad. Niels Lodberg scorede sikkert, men ”Zanka” ville dog gerne betale tilbage for fejlen og kunne ti minutter senere tackle bolden i mål og FCK tilbage i kampen.
Det blev dog Horsens der trak det længste strå, da Gilberto Macena løb fra FCK-forsvaret ti minutter før tid og køligt lukkede kampen. Efter kampen mente FCK-træner Ståle Solbakken, at hans hold blev straffet for de store fejl de begik, mens Horsens-træner Johnny Mølby roste sit hold for, at have fulgt planen til punkt og prikke.
Nederlaget er FCKs første til et dansk hold i denne sæson. Samtidigt betyder Horsens fire mål, at de i denne sæson har scoret flere mål i Pokalturneringen end i Superligaen. I tre pokalkampe er det blevet til 14 scoringer, mod 11 i 13 superligakampe.






























