Liverpools dårlige sæsonstart fortsætter efter et ydmygende nederlag på hjemmebane til League 2-holdet fra Northampton. Det undertippede hold førte endda på overraskende vis med 2-1, indtil David N’Gog fik udlignet fire minutter før slutfløjtet i forlænget spilletid. Den efterfølgende straffesparkskonkurrence tabte traditionsklubben med 2-4, og dermed blev mareridtet til realitet. Klubbens træner, Roy Hodgson, var efter kampen en meget skuffet mand:
– Det eneste jeg kan gøre er, at lykønske Northampton og undskylde overfor alle andre. Fansene kom for at se os sejre, jeg forventede selv en sejr, men det var ikke sådan det skulle være i dag. Spillerne er nød til at acceptere ansvaret. Jeg påtager mig selv ansvaret for ikke at have stillet med det stærkeste hold – jeg troede helt ærligt, at det hold jeg startede med i dag var godt nok til at vinde kampen. Det var de ikke, udtaler Hodgson ifølge TEAMtalk.com.
Hodgson er godt klar over at aftenens fiasko mod et hold, der til hverdag slår deres folder tre rækker under Liverpool, ikke ligefrem er godt for holdmoralen efter en i forvejen svær sæsonstart:
– Vi fik en fin lodtrækning mod et hold, der er tre rækker under os. Forventningen var, at vi skulle vinde kampen og når man ikke indfrier den slags forventninger, så må man forvente at blive kritiseret fra alle sider. Det er et kæmpe skridt tilbage for klubben. Carling Cup’en er en turnering, som vi burde have kvaliteterne til at begå os i, slutter en tydeligt skuffet Liverpool-træner.





























