Bo Henriksen før historisk kamp om Europa: Det er helt ekstraordinært
Der var nok ikke mange, der havde regnet med, at Bo Henriksen ville føre Mainz til europæisk fodbold, da han i sin tid blev ansat i klubben til i første omgang at redde klubben fra nedrykning.
Nu venter to opgør i playoff-runden i kvalifikationen til Conference League for tyskerne, hvor de møder Rosenborg.
Ved pressemødet forud satte Bo Henriksen en tyk streg under, at man skulle passe på med at undervurdere nordmændene.
- Vi ved, at det bliver en svær kamp, og at det altid er vanskeligt at vinde ude mod Rosenborg på grund af den fantastiske atmosfære på deres stadion. Vi har selvfølgelig analyseret dem grundigt og ved, hvad vi går ind til. Det bliver intenst, men det passer os rigtig godt – vi glæder os, fortæller Henriksen.
Han bemærker desuden, at de nok ikke havde den bedste lodtrækning selv - men det havde Rosenborg heller ikke.
- På papiret er vi måske favoritter, men alt kan ske i de her to kampe. Intet bliver afgjort i morgen, lyder det fra Mainz-træneren.
Endelig hylder Bo Henriksen de 1300 fans, som har booket en tur til Norge. Det er noget, som virkelig gør indtryk på ham.
- Det er helt ekstraordinært, at så mange af vores fans kommer for at bakke os op i en så vigtig kamp. Allerede inden vi vidste modstander, destination og dato, havde mange af dem købt billetter. Bare det at tale om det giver mig gåsehud, understreger den danske cheftræner.
Returkampen spilles i Mainz i næste uge, hvor Europa-eventyret skal afgøres.