Den tyrkiske journalist Burhan Can Terzi er mandag blevet anholdt.
Det oplyser den tyrkiske journalist Burak Doğan, som skriver på X, at Terzi er blevet tilbageholdt efter ordre fra anklagemyndigheden i Bakırköy og sigtet for at have “offentliggjort vildledende oplysninger”. Ifølge opslaget er han efterfølgende blevet ført til sikkerhedsafdelingen hos politiet i Istanbul, hvor efterforskningen fortsætter.
Navnet Burhan Can Terzi vil være bekendt for mange danske fodboldfans.
Det var nemlig Terzi, der i 2023 skabte overskrifter efter FC Københavns Champions League-opgør mod Galatasaray, hvor han spurgte Kamil Grabara:
– Har du været i helvede?
Spørgsmålet henviste til den berygtede atmosfære på Galatasarays hjemmebane, men episoden fik store konsekvenser for journalisten. Ifølge Tipsbladet blev Burhan Can Terzi efterfølgende idømt seks måneders karantæne af den tyrkiske sportsjournalistforening, hvilket betød, at han ikke kunne akkrediteres til kampe.
Ifølge Burak Doğan sker anholdelsen som led i en efterforskning om angiveligt at have spredt vildledende oplysninger.






























