Gogorza afslører særlig besked fra sin far: Så ved jeg det er i gang
Mikel Gogorza kom i den grad i centrum, da FC Midtjylland slog Frederikstad i Europa League-kvalifikationen.
Det gjorde han med et nærmest Michael Laudrup'sk lignende oplæg til 2-0-målet, hvor han lige vippede bolden over det norske forsvar til Paulinho, som scorede.
Overfor Indkast.dk fortæller den halvt baskiske offensivspiller, at der er et særligt udtryk, som han tager med sig til hver kamp, som betyder “kæmp” eller “bliv ved”.
- Vi siger altid “jo ta ke” før kampen. Det er sådan en baskisk slagsang, som får en i gang. Jeg hører den også før hver kamp. Han skriver også til mig før hver kamp “jo ta ke”. Så ved jeg, at det er i gang, fortæller han.
Kan vi vente os at se mere af de der chips?
- Ja, det har været en del af min spillestil at finde noget, som ikke er der, så det tror jeg godt, at du kan forvente.
Han peger desuden på, at kampen om spilletid med de øvrige blandt andet også handler om hvilke kampe, de står overfor.
- Jeg vil jo sige, at alle kampe passer godt til mig, griner han og fortsætter:
- Men det er klart, at det er kampe, hvor vi vil have bolden, og jeg kan blive sat i en masse én mod én situationer, hvor jeg kan være med til at bryde det andet hold op. Så kan jeg bringe noget fysik og størrelse, som de andre måske ikke har. Men generelt kan jeg bringe noget til bordet uanset modstanderen, forklarer Gogorza.
Nu står finske KuPS i vejen som den sidste modstander i Europa League-kvalifikationen, inden det hedder ligaspil.