Efter en hektisk uge med massiv kritik fra græske medier lagde den danske cheftræner ikke skjul på sin tilfredshed med spillernes attitude, omend cifrene på måltavlen efter hans mening snød gevaldigt.
“Når vi ikke spiller godt, er vores opgave at slå tilbage og vise fremgang i den næste kamp, og det gjorde vi. Vi gik på banen med et aggressivt udtryk og et offensivt mindset. Det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at resultatet ikke blev mere entydigt. Vi kunne have vundet med fire måls forskel, og jeg føler med spillerne over, at det ikke afspejlede sig på tavlen, for de ydede en enorm indsats,” sagde Neestrup efter opgøret.
Da gæsterne uventet fik reduceret, kunne man fra sidelinjen se en særdeles gestikulerende og højlydt dansk cheftræner. Neestrup afviste dog, at der var tale om panik eller frustration over spillerne:
“Jeg råbte, fordi der var 30.000 tilskuere på lægterne, så jeg var nødt til at hæve stemmen for at trænge igennem med mit budskab. Jeg var ikke vred. Vi lukkede et mål ind ud af ingenting, og det handlede om at holde fast i at angribe. Havde vi haft en anelse mere skarphed og kvalitet i de afgørende aktioner, havde vi lukket kampen helt.”
Undervejs fremhævede Neestrup den argentinske profil Santino Andino, som høster stor ros for sin arbejdsomhed:
“Andino er et fremragende eksempel. Det er ikke alle hans kampe, der er perfekte offensivt, men han starter inde konstant, fordi han er så pålidelig og uvurderlig i vores defensive arbejde. Man falder aldrig igennem med ham på banen, fordi hans defensive bidrag altid er enormt.”
Med et tætpakket efterårsprogram og to kampe om ugen slog Neestrup samtidig fast, at tilhængerne ikke skal forvente at se et helt nyt mandskab fra kamp til kamp:
“Vi håndterer det, præcis som jeg og min stab har gjort det de seneste fire år. Vi har masser af erfaring med to kampe om ugen. Vi skal rotere, men vi kommer ikke til at skifte ti mand fra kamp til kamp. Det handler ikke om manglende kvalitet, for truppen er bred, men vi er som hold stadig ved at opbygge den nødvendige relationelle stabilitet. Derfor kan vi ikke ændre for meget på én gang, hvis vi vil fastholde det rette niveau,” sluttede Panathinaikos-træneren.






























