Det er ikke alle, der er lige vilde med Gattusos spillestil, og det er muligt at argumentere for, at han ikke besidder nogen gudsbenådet teknik. Ikke desto mindre kan den nu 32-årige spiller stadigvæk løbe solen sort, og modstanderen kan som regel altid trygt regne med, at Gattuso er over dem, hvis de holder for længe på bolden.
Sidste sæson løb ”Ringhio” ind i en alvorlig knæskade, der gjorde, at han ikke fik særligt mange kampe i benene. Ydermere var forholdet til daværende træner, Leonardo, angiveligt så anspændt, at Gattuso mistede lysten til spillet:
– Det tager lang tid at komme sig over en alvorlig knæskade, men knæet føles ret godt for tiden, og jeg kan træne regelmæssigt. Menneskelige bekendtskaber er utroligt vigtige for mig, og når de bare ikke fungerer, går tingene skævt. Jeg er meget mere motiveret, end jeg var sidste år, hvor jeg mistede lysten til at spille fodbold. Der var ikke en god kemi mellem Leonardo og jeg, og et skifte til Olympiakos var faktisk allerede i stand, da Alegri (nuværende Milan-træner, red.) overbeviste mig om at blive, siger Gattuso ifølge Football-italia.net.
Den defensive midtbanespiller har siden 1999 spillet mere end 300 kampe for klubben og er mere eller mindre blevet synonym med Milan. Denne sæson har han fundet vejen tilbage til førsteholdet, hvor han side om side med Pirlo, Seedorf og Nesta skal vise de yngre og mere uprøvede kræfter, hvordan fodbold skal spilles på højeste niveau.






























