Manchester United er i øjeblikket i gang med en større oprydning i truppen inden sommerens transfervindue lukker.
Foreløbigt har den engelske storklub sagt farvel til spillere som Aaron Wan-Bissaka, Donny van de Beek, Hannibal Mejbri, Facundo Pellistri samt Raphaël Varane, men Manchester United er angiveligt ikke færdige med udrensningen.
Den skotske midtbanespiller Scott McTominay meldes tæt på et skifte til italienske Napoli, og skotten er tilsyneladende ikke den eneste United-spiller, der har tiltrukket sig interesse fra støvlelandet.
Ifølge den italienske journalist, Gianluca Di Marzio, skulle den italienske storklub Lazio nemlig være meget interesseret i at skrive kontrakt med United-forsvarsspilleren Victor Lindelöf.
Gianluca Di Marzio melder derudover, at Lazio angiveligt er i forhandlinger med Lindelöf, og at Manchester United skulle være parate til at sælge den 30-årige svensker.
Victor Lindelöf har de seneste par sæsoner kæmpet med at få regelmæssig spilletid i den engelske storklub, og med indkøbene af Matthijs de Ligt og Leny Yoro, ser det nu ud til, at svenskeren er kommet endnu længere væk fra at få spilletid i United-trøjen.