LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Fransk stjerne blev dårligt behandlet i Barcelona

FC Barcelona fik aldrig det maksimale ud af Ousmane Dembele, der i dag blomstrer i PSG og snart spiller Champions League-finale.

Nu erkender klubbens tidligere direktør, Robert Fernandez, at man på Camp Nou ikke håndterede franskmanden korrekt.

“Helt ærligt, vi havde ikke den nødvendige tålmodighed med Ousmane Dembele. Ingen havde det. Ikke pressen, og heller ikke os,” lyder erkendelsen fra Fernandez i et interview med den catalanske avis SPORT ifølge Forbes.

Han fortsætter kritikken:

"Vi behandlede faktisk denne spiller dårligt. Han blev misforstået af mange. Han ankom meget ung, og han havde ekstraordinære evner, som vi alle kunne se. Men skader og utålmodighed ødelagde det hele."

Fernandez understreger også, at falske historier skadede Dembele:

“Det blev sagt, at han ikke var professionel, at han drak alkohol, og at han levede et dårligt liv. Det var direkte løgne, og det påvirkede ham dybt. Han var faktisk en fantastisk professionel.”

Dembele nåede at være i Barcelona fra 2017 til 2023, hvor Xavi til sidst fik det bedste ud af ham. Men en frikøbsklausul på blot 50,4 millioner euro gjorde, at PSG kunne hente ham til Paris, hvor han nu er en nøglespiller.

I dag er 28-årige Dembele blandt Europas allerbedste, og han er endda kandidat til Ballon d'Or.

“Hans afslutning i Barca var god på grund af Xavis støtte, men generelt behandlede vi ham ikke godt nok. Han kunne være blevet langt større hos os,” erkender Fernandez.

Barcelona fik aldrig maksimalt udbytte af Dembele, men til gengæld har hans exit givet plads til unge Lamine Yamal, som i dag stråler på Camp Nou.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder