LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Casper Brock

Forrygende stemning i Madrid inden CL-opgør: Kom med på tur rundt i den spanske hovedstad

Atmosfæren i Madrid er noget helt særligt, når et af byens hold har store kampe på programmet - og I aften er bestemt ingen undtagelse. Tag med en tur rundt i den spanske hovedstad inden aftenens opgør, og hør fansenes bud på kampens udfald.

Lige om lidt står Real Madrid og AC Milan over for hinanden på et udsolgt Santiago Bernabéu. Det verdensberømte stadion, som kan huse op mod 82.000 fans, er kulissen for de to mandskabers møde, her i den fjerde spillerunde af Champions League. Til trods for nederlaget mod Barcelona og skuffelsen over ballon d'Or, er stemningen stadig positiv omkring holdet. Derfor er vi taget en tur rundt i byen, for at mærke pulsen og forventningerne hos de mange fans. 

 

Kl. 17:30: Det starter på den lokale
Der er allerede et pænt fremmøde af Real-fans på byens barer, værtshuse og andre samlingspunkter. Vi befinder os forholdsvis tæt på Plaza de Callao, som bedst kan beskrives som værende en blanding af Piccadilly Circus i London og Rådhuspladsen i København. 

Her sker alting og ingenting på én gang. 

Om end er det nok det mest centrale punkt i Madrid, med den iøjnefaldende Schweppes bygning, som stikker ud blandt Gran Vias (hovedgaden i Madrid red.) imponerende bygningsværker. Her møder vi nogle fans, og spørger ind til deres forventninger omkring kampen.

 

Sebastian: 26 år gammel og fra Schweiz

”Real vinder, fordi de har mødt en del modstand. De tabte 0 – 4 til Barcelona i El Clasico, og Vini fik ikke ballon d’Or. Derfor har de meget at spille for, og vi vil vinde den her. Jeg tror kampen ender 3-1 med Vinicius som målscorer til i hvert fald ét af målene”.


Det meste af dagen har byen været pletmalet af folk i Real Madrid trøjer, hvor ikoner som Bellingham, Vini Jr. og Mbappé hyppigt har været trykt på ryggen. Selvom vi er i starten af november, er temperaturen omkring 18 grader hernede. Vejret er derfor ikke nogen undskyldning for at tildække fodboldtrøjen med en vinterjakke.

 

Melvin og Camille: 20 år gamle og fra Frankrig

”Madrid skal bevise noget efter nederlaget til Barcelona, 
og at ”Vini” ikke fik ballon d’Or. Vi har en del at bevise. 
Kampen ender 4-1”.

 

18:30: Næste station: Santiago Bernabéu

Der er flere elementer, som mange fans forbinder med en tur på stadion. Én af de mindre fede, men om ikke nødvendige ting, må siges at være metroturen – eller transporten til og fra stadion. Ofte er det en tætpakket fornøjelse, hvor alle kvadratmeter er udnyttet. Arme går på kryds og tværs mellem menneskemængden, i håb om at finde et holdepunkt at støtte sig til. 

 

Taki: 26 år gammel og fra Japan

”Jeg forventer nogle gode mål – 
kampen ender 3-0 til Madrid”

 

Hvis man har været på stadion hernede før, så ved man, at det er let at komme til bold i Madrid (Transportmæssigt. Det at skaffe billet til kampene er en helt andet snak).

Det gælder både til Bernabéu, såvel som hos rivalerne fra Athletico, arbejderne fra Rayo Vallecano og mange andre. Metrostationerne er altid placeret klods op af stadion, hvor man i en slangeformation bevæger sig op mod udgangen. Det foregår synkront, som var det indøvet på forhånd. Følger man menneskemængden (og i særdeles gå-retningen) så er man inde på tribunen, før man overhovedet når at se sig om. Men det gør vi heldigvis i dag, og får snakket med flere fans om kampen. 

 

Josef: 36 år gammel og fra London

”Madrid har haft en turbulent sæson, så jeg tror de er tændte på at komme ind og bevise, hvad de kan. De holder målet tomt, 
så jeg siger 3-0”

 

19:00: Merchandise og cervezas
Bevæger man sig mod udgangen og op ad trappen fra metroen, springer Estadio frem med det samme, man kommer op over jorden. Den tætte luft fra metroen udskiftes med skrål. Fans i enten hvid eller rød peger alle kroppen i samme retning - mod stadion.
 

Til trods for, at der stadig er en god portion tid til kampstart, har mange fans allerede meldt deres ankomst. Det er altid hyggeligt, og en del af oplevelsen, at hænge lidt ud ved stadion inden kamp. Det er ikke fordi, at der er noget specielt ved boderne eller cafeerne omkring Bernabéu. Så skulle det måske være, at det ifølge lovgivningen faktisk er forbudt at drikke alkohol på gaden i Spanien, hvis det ikke serveres på en bar. Denne regel bliver dog gradbøjet af mange folk med jævne mellemrum. Men nej, der er ikke nogle exceptionelle boder eller ting at lave foran Bernabéu inden kamp. Men dét, at stå ved et stadion, som kan rumme dobbelt så mange mennesker som Parken derhjemme, må siges at være imponerende nok i sig selv. Derudover bliver man holdt ved selskab af alverdens Madrid-maskotter, glade fans og ”Hala Madrid” bliver råbt med ganske få sekunders pause.

 

Mario: 34 år gammel og fra Madrid

”Madrid spiller på en fed måde i den her slags kulisse, så 
jeg ser meget frem til kampen. Jeg tror den ender 3-1”

 

20:00: Hvem vinder kampen? 

Med kortere tid til kickoff begynder mængden af folk at tage til og køen ved security vokser kontinuerligt med fodgængere på tribunens trapper og gangarealer. Jublen og forventninger ligger som en kuppel rundt om det nyrenoverede stadion, og der er lagt op til et brag af en fodboldaften. Så må vi senere se, hvem af de medvirkende fans, som får ret i deres forudsigelse.

 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder