LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mathias Sørensen

Fønsskov om top-3: Nu spiller vi med igen

Resultatmæssigt har FC Nordsjælland ikke haft den bedste start på mesterskabspillet. Men med sejren over Randers er de igen med i kampen om Europa og medaljer.

Det var en yderst tilfreds FC Nordsjælland-træner, der mødte pressen i mixed zone efter kampen. 

Det er der også en god grund til, for med en start på mesterskabsspillet med to nederlag og uden scoringer er der, med 5-2 sejren over Randers, endelig noget at glæde sig over i Farum.

“Det (sejren) gør enormt meget. Vi vidste jo godt, efter de her tætte kampe, at vi ikke resultatmæssigt har fået den start på mesterskabsspillet, som vi havde drømt om," siger Jens Fønsskov til Indkast efter kampen. 

Sejren betyder, at både Randers og FC Nordsjælland er på 38 point og kun fire point efter Brøndby på tredjepladsen. Dermed er kampen om top-tre igen åben.

"Nu kommer vi med i dag, og nu spiller vi med igen. Vi ved, det er så lidt, der skal til, hvis man kan sætte noget sammen over nogle kampe - jamen, så er man med i det igen,” siger Fønsskov efter kampen.

På fredag venter der en svær udekamp mod Brøndby, der har vundet de tre første kampe i mesterskabsspillet. Men det er ikke noget, Jens Fønsskov bekymrer sig så meget om. For efter den tætte kamp på Brøndby Stadion tidligere på sæsonen står han med en rigtig god fornemmelse.

“Jamen, der er kun en ting, og det er at gå derud og vinde. Jeg synes, hvis vi kigger på det nøgternt: Sidst vi var på Brøndby Stadion gjorde, vi en rigtig god figur. Vi spiller 1-1, kan komme derfra med mere. Vi var gode i Parken. Vi var gode i Herning," siger Fønsskov og tilføjer:

"Det er lidt ligesom om, at vi har stået og banket lidt på, kigget ind ad døren. Men nu har vi tænkt os at tage skridtet ind over tærsklen og tage en sejr med hjem.” 

Om det lykkes for Fønsskov og FC Nordsjælland at bygge videre på gårsdagens sejr over Randers, finder vi svar på, når de fredag aften tager til Brøndby. 

   

 

 


 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder