Frenkie de Jong skulle egentlig kun spille omkring 15 minutter på højrebacken, da Hansi Flick sendte ham på banen fra anden halvlegs begyndelse i Barcelonas 2-1-sejr over Atlético de Madrid. Derefter var planen, at Eric García skulle overtage pladsen, forklarede træneren ifølge AS.
Flick havde allerede inden kampen talt med De Jong om muligheden og spurgt, om han var klar til den uvante opgave. Hollænderen begyndte på bænken, mens Brian Fariñas startede som højreback.
Barcelona var kommet bagud 0-1, og Flick erkendte efter kampen, at holdet havde manglet intensitet i første halvleg. Efter pausen blev spillet bedre, og Fermín López endte med at score begge Barcelonas mål.
Flick fremhævede også betydningen af at gå til landsholdspausen som nummer ét i LaLiga. På en skala fra ét til ti vurderede han vigtigheden til ti.
Fire positioner efter skadespausen
Ifølge Mundo Deportivo har Frenkie de Jong i sine første fire officielle kampe efter skadespausen været brugt på fire forskellige positioner: som offensiv midtbanespiller, midterforsvarer, højreback og defensiv midtbanespiller.
Barcelonas højrebackplads var fortsat påvirket af skader til Jules Koundé og Xavi Espart. Brian Fariñas havde fået lov at starte mod både Alavés og Aston Villa og fik endnu en startplads mod Atlético. Den unge midtbanespiller havde allerede gjort indtryk på den uvante plads med 11 afleveringer i banens sidste tredjedel mod Aston Villa, som Indkast tidligere har skrevet.
Efter pausen overtog De Jong højresiden. Ifølge Mundo Deportivos Roger Torelló blev han omkring en halv time senere flyttet ind på midtbanen, da Eric García kom ind som højreback. Andreas Christensen blev også indskiftet, mens Gerard Martín blev flyttet ud på venstrebacken.
65 præcise afleveringer på 45 minutter
La Vanguardia registrerede 74 boldaktioner for De Jong i hans 45 minutter på banen. Af 67 afleveringer nåede 65 frem til en holdkammerat. Avisens analyse viser samtidig, at Barcelona efter pausen havde 72 flere afleveringer på modstanderens banehalvdel end før pausen.
La Vanguardia og Mundo Deportivo fremhæver begge hollænderens betydning for Barcelonas boldomgang efter indskiftningen. Ifølge Esport3 spillede han højreback, når holdet forsvarede, men gik længere frem på banen i angrebsspillet. Gavi roste efterfølgende både hans alsidighed og villighed til at hjælpe holdet på forskellige positioner.
Allerede efter kampen mod Aston Villa havde Flick gjort opmærksom på, at De Jong efter sin lange skadespause skulle bygges op gradvist, som Indkast tidligere har skrevet.
De Jongs træningsform vækker opsigt i Barcelonas omklædningsrum
Efter sit lange skadesfravær overraskede De Jong folk i Barcelonas omklædningsrum på træningsbanen. Særligt en type boldaktioner gjorde indtryk, mens Flick overvejede hans nye rolle.
Flick sender klar besked til Barça-talent – De Jong testet som løsning
Flick afprøvede De Jong som del af en usædvanlig bagkæde allerede før Alavés-kampen. Samtidig fik et ungt talent en klar melding om, at debuten nærmede sig.
Brian Fariñas følger Barcelona-debut op med topplacering i ny måling
Fariñas gjorde indtryk på den højrebackplads, som De Jong siden overtog mod Atlético. Mod Aston Villa var kun to Barcelona-spillere foran ham på en bestemt afleveringsstatistik.






























