Flick blev hidsig og låste døren
Barca er kommet fint fra land med syv point i tre udekampe, men præstationerne har været ujævne. Flick har allerede i sæsonens første uger givet udtryk for utilfredshed: mod Mallorca tog spillerne foden af speederen i anden halvleg, mod Levante blev kampen foræret væk i de første 45 minutter, og mod Rayo var det alene målmand Joan Garcia, der reddede holdet fra nederlag.
"Når transfervinduet er lukket, skal alle være 100 procent committed til klubben. Ingen egoer, for egoer dræber succes," lød Flicks skarpe ord efter kampen.
For Barcelona kommer episoden på et følsomt tidspunkt. Den såkaldte entorno – presset fra medier, fans og omgivelser – vil de kommende uger kredse om Flicks indgreb, netop fordi der er landskampspause. Kritikken kan dermed nå at vokse, før holdet igen spiller mod Valencia den 14. september.
Internt vurderer flere dog, at Flick netop har valgt dette øjeblik, så spillerne kan bruge pausen til at reflektere over budskabet. Med 12 store chancer imod på bare tre kampe – den dårligste defensive statistik i ligaen – er der åbenlyse problemer at rette op på.
Pedri anerkendte på landsholdssamling, at holdet må tilbage til at fungere som en enhed, mens Lamine Yamal mente, at udfordringen mere handler om manglende intensitet end om egoer.
Barcelona står på papiret med den stærkeste trup i årevis, men Flicks udfordring bliver at balancere stjernekvalitet og kollektiv disciplin. Det er her, Barcelonas sæson for alvor kan blive afgjort.