Både Manchester United og Liverpool er kommet en smule vaklende fra start i den nye Premier League-sæson. Liverpool har haft spillemæssige problemer ovenpå sommerens trænerskifte, og Manchester United har smidt point væk til allersidst to gange i sæsonen – senest i weekendens kamp på udebane imod Everton, hvor kampen endte 3-3, efter United havde først med 3-1 frem til det 90. minut!
På søndag støder de to rivaler sammen på Old Trafford, en kamp skotske Darren Fletcher ser frem til med spænding:
– Liverpools historie vil ikke tillade, at de stiller sig ned og forsvarer. Det er ikke deres stil. Under Roy Hodgson vil de helt sikkert være veldisciplinerede og organiserede, men de kommer alligevel til at gå efter sejren, udtaler Fletcher ifølge goal.com.
Weekendens opgør kan blive afgørende for begge hold, da Manchester United allerede nu er 4 point efter førerholdet fra Chelsea, imens Liverpools situation vil se ret skidt ud, hvis de ikke får point i Manchester. Ud over det, er der selvfølgelig det lille faktum, at de to klubber ikke ligefrem sender hinanden julekort:
– Det er den største kamp på grund af den succes og den historie begge klubber har. Vi har udkæmpet mange slag i løbet af årene. Der er en stor historie imellem de her to holds møder, og nu har vi vundet lige så mange ligatitler som dem, så der er også et mega aspekt i det. Det er en kæmpe begivenhed, hvor det er dagsformen der er afgørende. Liverpool kommer for at kick-starte deres sæson, men det at de allerede kommer til Old Trafford så tidligt på sæsonen, gør det endnu mere vigtigt for os, at opnå et resultat, slutter Fletcher.






























