Gårsdagens kamp mellem Manchester United og Tottenham bød på en fuldstændigt vanvittig scoring – en scoring der er blevet skrevet om og diskuteret heftigt lige siden.
Nani ramte bolden med hænderne, da han lagde sig ned i feltet, hvorefter Tottenhams keeper, Heurelho Gomes, troede at der var frispark og lagde bolden til rette i det lille felt. Der var dog ikke fløjtet for frispark, så da Nani sparkede bolden i nettet, var der mål – til stor frustration for Tottenham-spillerne og træner Harry Redknapp.
Darren Fletcher kan godt forstå frustrationerne, men siger dog samtidig, at Nani bare gjorde sit arbejde, da han sparkede bolden i mål:
– Hvis ikke han havde sparket den ind, så var han simpelthen blevet svinet til af manageren og af alle os andre i omklædningsrummet. Tottenham vil føle sig snydt i den situation – hvilket måske er fair nok. Det var en stor misforståelse fra deres målmands side af, men bolden var jo sådan set stadigvæk i spil, siger Fletcher til Sportinglife.
Se det vanvittige optrin her på indkast.dk, hvor målet er lagt ud tidligere i dag.






























