Indkast.dk på MCH Arena:
FC Midtjylland vandt torsdag aften deres femte ud af seks mulige kampe i Europa Leagues ligafase. Denne gang kom til at gå udover belgiske Genk.
Det kom efter, at FCM-cheftræner Mike Tullberg havde lagt en helt klar plan for, hvordan hans hold skulle spille. Det fortæller han til Indkast.dk efter opgøret.
– Vi prøver med Valdemar (Byskov red.) inde i centrum. Jeg ved godt, at jeg gør lidt køb på noget presspil med en type som Valdemar, men jeg ville godt have lidt mere fodbold ind, fordi jeg synes virkelig, at det er et voldsomt godt spillende fodboldhold. Det kan man også se på deres resultater i Europa. Og der løber dæleme godt nok en flok dyre herre rundt på banen – også hos modstanderne, griner Tullberg og fortsætter:
– Så jeg ville godt have Valdemar ind og få ham mere på bolden, og det synes jeg, at han lykkes godt med. Så kan jeg godt mærke til sidst, når vi bliver rigtig pressede at vi skal have Bravo ind, som er lidt mere den type, da de bare begynder at spille langt. Der synes jeg, at Valdemar løser opgaven virkelig, virkelig flot i dag. Jeg synes, at vi får noget fodbold ind i holdet, lyder det fra ham.
I den forbindelse påpeger han også på, at Byskov var god til at få taget noget tempo ud af kampen og skabe noget ro inde på banen.
– Det var jeg glad for. Det var lidt måden, vi gerne ville gøre det på, fortæller Tullberg.

Han peger endvidere på, at han dog synes, at de skulle score et mål mere og bemærker selv, at Dario Osorio havde en situation, hvor han tog en forkert beslutning, og at Cho også havde muligheden for at score et mål mere i opgøret.
– Jeg ville gerne have lukket den til 2-0, men altså, det er en Europa-kamp, og vi spiller til nul – og det er ikke meget, vi tillader modstanderne. De er så dygtige, det skal man også huske. Så generelt synes jeg, at spillerne skal være rigtig stolte.
I slutningen af kampen blev det til et pres fra Genk-mandskabet, og her havde FCM-træneren en forklaring for, hvordan det kunne blive sådan en afslutning på kampen.
– De går lidt ud af deres positioner, og de ligger de bare og slår lange bolde op i feltet, og så er det klart, at det bliver lidt hokus pokus-tilfældigt. Så er det jo tit sådan i fodboldkampe, at enten lykkes det for dem, eller også scorer vi på en omstilling. Hvis der ikke er nogen af de ting, der sker, så skal man lige holde ud til det sidste. Det får vi gjort, og det er vi stolte over.
Der er dog endnu mere at glæde sig over for Tullberg selv, når familien rykker til Danmark. Læs mere om hans tanker om det her.