FC Midtjylland har siden september været uden en egentlig direktør for det kommercielle område, efter at Jacob Jørgensen forlod jobbet til fordel for en CEO-rolle hos den storsatsende 1. divisionsklub AC Horsens.
Nu er der dukket et stillingsopslag op hos rekrutteringsbureauet Hansen Toft, hvor det fremgår, at FCM nu er på jagt efter en CEO til det kommercielle område.
I forvejen er Jacob Larsen leder af det sportslige område, mens Preben Rokkjær er Brand Director i klubbens direktion. Men det kommercielle område mangler altså stadig en CEO. Her står det klart, hvilke arbejdsopgaver der venter den person, som får jobbet.
Øverst på listen står det, at det handler om at:
– Løfte det kommercielle niveau, således det afspejler og flugter med FCM’s ambitioner om at være en markant og synlig europæisk fodboldklub. Blandt andet ved løbende at udfordre forretningsmodellen og vurdere nye og alternative kommercielle indtægtskilder, skriver midtjyderne.
Det står også klart, at den næste CEO på det kommercielle område i FCM får en nøglerolle i klubbens store planer på den jyske hede. Målet er at fordoble de kommercielle indtægter, skabe Danmarks mest unikke stadionoplevelse og løfte det kommercielle arbejde fra nationalt til internationalt niveau.

Dertil følger en række opgaver, som handler om at varetage salg og lede det team, man får under sig. Her er der udsigt til en medarbejderstab på 50 personer.
Endvidere får den nye CEO ansvaret for at implementere den 2030-strategi, som klubben endnu ikke har færdiggjort, da man venter på, at den kommercielle direktør er på plads. Her skal vedkommende være med til at færdiggøre strategien og gennemføre den.
I den seneste 2025-strategi stod det klart, at man ville have over 100 millioner kroner i årlig kommerciel omsætning. Senest nåede FCM 114,1 millioner kroner, og dermed overgik man klart målsætningen, som blev sat fem år tidligere.
FC Midtjyllands bestyrelsesformand Claus Steinlein melder endvidere sådan ud i opslaget:
– FC Midtjylland er en familieklub, hvor man tager sig af hinanden, samtidig med at vi stiller store krav. Den evige jagt på at blive bedre på alle parametre driver klubben mod nye højder, fortæller Steinlein.
For et halvt år siden kom førnævnte Jacob Larsen ind i direktionen i FC Midtjylland. Læs mere om hans ansættelse her.





























